Hvor fanden stillede jeg den sidste dukke?

Maniac | US | 1980

Hvem havde dog forudset, at manden som startede med at instruere the Violation of Claudia og Hot Honey (hvilket er to hardcore pornofilm) under navnet Billy Bagg, ville frembringe en så fantastisk lille perle som Maniac? For trods William Lustigs interessante introduktion til filmmediet, så har han sammen med Joe Spinell, faktisk fået brygget en rigtig fed og fascinerende slasher sammen. Men frygt ej, for dette er ikke bare endnu et mandschauvinistisk blodbad, for der er faktisk hele to mandlige ofrer. Så selv den mest hardcore rødstrømpe, kan sagtens sætte sig til rette og trykke på play, uden at blive alt for forarget.

Men selvom Maniac ikke er et mandschauvinistisk blodbad, så er den utvivlsomt et blodbad. Dette er dog ikke den primære grund til filmens høje placering i mit hjerte, blot en understregelse af genrevalget. For mit vedkommende, er det Joe Spinells rolle som den psykisk lidende seriemorder Frank Zito, der virkelig højner filmen. For Frank har det bestemt ikke godt. Det hele startede da han var en lille dreng, hvor hans prostituerede mor, låste ham inde i et skab, hver gang hun havde kunder. Dette har resulteret i en række tvangshandlinger, som de fleste nok ville betegne som bestialske samt en smule perverteret. Han har det nemlig med at jage unge kvinder, gennem New Yorks kolde og mørke gader, gyder og subway-stationer, blot for at dræbe dem og derefter skærer toppen af deres hoved. Når Frank så kommer træt hjem fra sådan en menneskejagt, vælger han at påsætte de hjembragte skalpe på sine mannequin-dukker, mens han fører samtaler med sin mor… som forresten er afgået ved døden. Ja, Frank ville være en guldmine for en hvis tv-psykolog (ingen nævnt, ingen glemt).

Samtlige effekter i Maniac, er smukt udført af Tom Savini og Rob Bottins. Deres arbejde har resulteret i nok det mest makabre hovedskud, nogensinde nedfældet på film. Dette er et yderst velplaceret shotgun-skud, som rammer midt i en stakkels ung mands (som spilles af Savini selv) hjælpeløse ansigt. Dette skud formår da også at rive hovedet helt af, mens blod og hjernerester jævnt fordeles i luften omkring. Alt dette vises selvfølgelig i det pureste slowmotion, hvilket virkelig er med til at understrege skuddets virkning.

Selvom Maniac lider under for overspil, svage biroller og gentagende samt uforståelige kritiske bemærkninger fra diverse filmanmeldere, så er der ingen tvivl om at Maniac er en af 80′ernes helt store horror fortællinger. Blot Joe Spinells brillante skuespil alene, burde være grund nok til at se denne vamle slasher, men samtidig får man Tom Savinis effekter plus til tider dybe karakterer. En klassiker på højde med de helt store i genren.

Happy birthday, sucker!

Fade to Black | US | 1980

Jeg vil gerne understrege at dette ikke er en god film. Den har ingen atmosfære, ingen sjæl og den er ikke engang charmerende. Derimod er den interessant. Hvorfor er jeg ikke helt klar over, da det virkelig er en dårlig film. Måske er det fordi at man kan forholde sig til den ensomme filmnørd Eric Binford, eller bare pga. alle de mange referencer til klassiske- samt kultfilm.

Men for at komme til handlingen… Eric bor hos sin moster, Stella, som dog senere viser sig at være hans mor. Stella er mildest talt ikke begejstret, over at have en uduelig 26 årig filmnørd boende, og er ikke bange for at vise det. Og stakkels Eric er også uønsket på sin arbejdsplads, hvor han bliver moppet af en meget ung Mickey Rourke (dette var inden at han muterede til et botox-monster) og hans følgesvend. Det hele ender med at Eric koger over, og slå alle ihjel som har trådt på ham.

Jeg kunne også have valgt at kalde dette review for ‘Hvordan man score en Marilyn Monroe look-a-like’, da dette nok er et af filmens hovedtemaer. Gennem sin lange og blodige rejse, prøver Eric konstant at charmere en rulleskøjtesælger, som ligner Monroe og faktisk hedder – what are the odds – Marilyn til fornavn. Dette går faktisk rimelig godt – når man tænker på at han er en filmnørd med morderiske tendenser – indtil han bliver ‘hjulpet’ ned fra Chinese Theaters tag, af et skydeglad S.W.A.T. team.

Jeg ved ikke rigtig om denne film skal have en anbefaling. Det eneste der holder den op, er de talløse referencer samt Eric selv. Hvis du ikke kender de film der bliver henvist til, er det nok en mat og kedelig oplevelse. Men kender du dem, er den faktisk en ret sjov film.

My family’s always been in meat

the Texas Chain Saw Massacre | US | 1974

Denne film blev anset som så perverteret og sindsforvirrende, at den i sin tid blev totalt forbudt i England. Den blev først frigivet 26 år senere, den 25. juni 2000. Om Tobe Hoopers Motorsavsmassakren virkelig var så slem, at den måtte forbydes er jo en smagssag. Men en ting er sikkert: den var og er uhyggelig som bare fanden!

Sally og Franklin beslutter sig for, sammen med tre venner, at tage en tur til Texas for at tjekke en familiegrav, efter en stribe gravrøveriger. Derefter tager de hen til et gammelt hus, som var ejet af deres bedtsefar, for at få genopfrisket minderne. Men på vejen samler de en blaffer op, som desværre ikke er helt normal. Efter en mindre knivkamp, får de smidt den besynderlige mand ud af bilen, og kører skræmte videre. Da de endelig når frem til huset, beslutter to af dem at gå ned og bade i en sø ikke langt derfra. På vejen opdager de et hus, som måske ikke ligner en luksus hytte, men det kunne jo være at de havde lidt benzin. De finder desværre igen benzin, men derimod en stor og svedig mand, med en rusten og blodig motorsav…

Ja, historien er ikke den bedste, men kan jo være lige meget nå man har filmhistoriens mest snuskede og ulækre morder. Jeg taler selvfølgelig om den elskelige Leatherface, med sit beskidte forklæde og mindst lige så blodige motorsav. Han er ekstremt skræmmende, men samtidig utrolig sympatisk… for en seriemorder at være. Og som om han ikke var nok, så er resten af hans familie mindst ligeså mærkelig, men knapt så elskværdig. Der er Grandpa, som er så gammel at ord ikke kan beskrive det, the Cook, en sadistisk tankpasser med skumle hensigter, og sidst men ikke mindst the Hitchhiker, som virker en smule bagefter i forhold til resten af familien. Alt i alt virker hele familien, som en flok indavlede bonderøve… men det er vel okay når man bor i Texas.

Denne film er, uanset hvad andre siger, 30 år foran sin tid, hvis ikke mere. Den havde ingen ekstravagante effekter, ikke det bedste skuespil og en noget tynd historie. Dog havde den noget som mange nye, og gamle for den sags skyld, slashers ikke har, og som nok er det vigtigste i en film uanset genre: sjæl og atmosfære. Denne film var en milepæl i horrorfilmens historie, og er den bedste af sin slags. Den burde virkelig få noget mere anerkendelse, for den er helt utrolig. Jeg er ikke sikker på om dette er min yndlingsfilm, men den er meget tæt på.