What doesn’t kill you, makes you stronger

Min ven Henrik, som ejer Lidt om film, kom med en god idé. Dette var at skrive om to emner i film, som irriterede os begge gevaldigt. Disse to er opfattelsen og censuren af rygning, samt det stereotypiske syn på prostituerede som i film oftest mishandler deres børn og dem selv. Vi indgik derfor en aftale om at skrive om et emne hver, og vi blev enige om at jeg skulle skrive om rygning, og han om prostitution. Man kan med lidt god vilje kalde dette for et Grindhouse-projekt, og Henriks bidrag kan læses her.

Jeg vil starte med at understrege at jeg ikke ryger, og nok aldrig kommer til det, men alligevel er rygning på film et stort problem for mig. Før i tiden røg alle på film, både husmoren og husmor-morderen, privat-detektiven og den prostituerede, den pæne pige og den sure kælling. Men på det seneste, specielt de sidste 10-12 år, er det blevet en del anderledes.

Rygere bliver nu vist som egoistiske sataner som kun tænker på dem selv, og som bevist og med vilje, udsætter andre menneskers liv for en massiv helbredsmæssig fare. Hele denne Dr. Phil-mentalitet, som konstant vil helliggøre hverdagen og beskytte os mod det onde, er til at brække sig over. Det er i orden med meningsløst vold (som jeg forresten ikke synes der er noget galt med), men ikke at se en person ryge en cigaret.

Det er endda nået så langt nu, at flere store selskaber klør efter at digitalt fjerne alle cigaretter fra gamle klassikere som Casablanca. Det er specielt dette som virkelig ophidser mig. Hvor er den kunstneriske frihed nu blevet af? Eller bare respekten for de eminente mesterværker, som man sjældent ser overgået. Det er endnu ikke bevist at passiv rygning gennem film kan være skadende, og derfor kan jeg ikke finde nogen rationel grund til denne censur.

Grunden til denne forfølgelse af rygere gennem film er for mig en gåde, da der sker ting på det store lærred, som er meget værre end rygning. Det er meget muligt at rygning er usundt, men det er vel folks eget valg. Jeg ønsker ikke at rygning skal forherliges, men blot at der kommer et mere afslappet og neutralt syn på sagen.

Go ahead, remake my day

Noget af det jeg foragter mest i den kommercielle filmindustri er, og vil altid være remakes. Mit had er kronisk, og for hver gang jeg ser en yndlingsfilms titel på listen over kommende genindspilninger, bliver det hele en lille smule være.

Trods den lidt bitre intro, er mit forhold til remakes slet ikke så aggressivt. Men hvorfor man genindspiller mesterværker, som på alle punkter er helt perfekte, er for mig dybt uforståeligt. F.eks. Assult on Precinct 13, som ikke er andet end brillant. Men hvis man kigger på det mildest talt uinspireret remake, er det en helt anden historie. Trods et ellers godt lineup af skuespillere, er den simpelthen for kedelig.

Vi ser film for at få nye oplevelser og blive overrasket, men det kan dog være svært at blive videre ophidset over noget man før har set. Specielt hvis den originale - som den næsten altid er - er den bedste.

Desværre gider mange ikke at se en film pga. alderen eller såkaldte dårlige effekter, hvilket er syndt. Hvem kan, med hånden på hjertet, sige at Scarface fra 1983 er bedre end den fra 1932? Godt nok er der overraskende mange som ikke aner at Scarface ‘83 er et remake, og som derfor ikke har set den originale, som jeg mener, er betydelig bedre og mere interessant.

Film er kunst, men når skive-format er vigtigere end atmosfære, når opløsning er vigtigere end stemning, når CGI-effekter er bedre end godt håndværk, så er det ikke længere kunst… blot spild af tid. Og hvis dette fortsætter, ender det med at de suveræne klassikere bliver glemt, og det eneste nye på biografernes triste facader blot er plakater til remake efter remake.

Blandt kommende remakes kan nævnes: the Evil Dead, the Birds, Cannibal Holocaust, the Fly, Hellraiser, the Incredible Shrinking Man, the Warriors, Suspiria, the Mechanic og the Last House on the Left.

Night of the running dead?

George A. Romeros Night of the Living Dead var starten på den moderne zombiefilm. Den er ikke den bedste, men det var den der startede det hele tilbage i slutningen af 60′erne. Dengang var de levende døde tavse, og havde ikke skyggen af potentiale som Mensa-medlemmer. De var så langsomme at de ikke kunne løbe fra en skovsnegl, selv med medvind som fordel. Dette er dog fuldt forståeligt, hvis man da husker på at de er DØDE.

Men dette er ikke godt nok til dette 21. århundredes ecstasy-spisende ungdom, som hele tiden skal have noget action eller et par eksplosioner for at holde sig bare en smule interesseret. I dag kan zombier både kommunikere, dog på en indtil videre primitiv måde, og løbe hurtigere end OL-medaljevinder. Man skulle næsten tro at levende døde, alle er på steroider eller andre former for præstationsfremmende midler.

Selv Romero har svigtet mig med hans håbløse ‘Land of the Dead’, hvori en zombie dræber kun for at dræbe, og ikke for at få føde. Og i ‘Dawn’ remaket løber de milliarder af zombier - som der jo er i den film - rundt, og minder mere om statister fra the Football Factory, end levende døde. Dog med seriøse hudproblemer, naturligvis.

Hvis dette fortsætter, ender det med at vi vil se zombier sidde og diskutere Einsteins relativitetsteori, samt planlægge deres fremtidige angreb sammen over internettet.

 Selvom de nye film er flotte effektmæssigt, har de ingen sjæl eller atmosfære. Og hvis de ender med at blive lige så eller klogere end os, så kan man vel ikke kalde dem zombier mere? Det lader til at jeg må nøjes med at gense de gamle, da de er de eneste som virker ægte. Jeg må bare indse det… de er blevet lidt for levende efter min smag.