My family’s always been in meat

the Texas Chain Saw Massacre | US | 1974

Denne film blev anset som så perverteret og sindsforvirrende, at den i sin tid blev totalt forbudt i England. Den blev først frigivet 26 år senere, den 25. juni 2000. Om Tobe Hoopers Motorsavsmassakren virkelig var så slem, at den måtte forbydes er jo en smagssag. Men en ting er sikkert: den var og er uhyggelig som bare fanden!

Sally og Franklin beslutter sig for, sammen med tre venner, at tage en tur til Texas for at tjekke en familiegrav, efter en stribe gravrøveriger. Derefter tager de hen til et gammelt hus, som var ejet af deres bedtsefar, for at få genopfrisket minderne. Men på vejen samler de en blaffer op, som desværre ikke er helt normal. Efter en mindre knivkamp, får de smidt den besynderlige mand ud af bilen, og kører skræmte videre. Da de endelig når frem til huset, beslutter to af dem at gå ned og bade i en sø ikke langt derfra. På vejen opdager de et hus, som måske ikke ligner en luksus hytte, men det kunne jo være at de havde lidt benzin. De finder desværre igen benzin, men derimod en stor og svedig mand, med en rusten og blodig motorsav…

Ja, historien er ikke den bedste, men kan jo være lige meget nå man har filmhistoriens mest snuskede og ulækre morder. Jeg taler selvfølgelig om den elskelige Leatherface, med sit beskidte forklæde og mindst lige så blodige motorsav. Han er ekstremt skræmmende, men samtidig utrolig sympatisk… for en seriemorder at være. Og som om han ikke var nok, så er resten af hans familie mindst ligeså mærkelig, men knapt så elskværdig. Der er Grandpa, som er så gammel at ord ikke kan beskrive det, the Cook, en sadistisk tankpasser med skumle hensigter, og sidst men ikke mindst the Hitchhiker, som virker en smule bagefter i forhold til resten af familien. Alt i alt virker hele familien, som en flok indavlede bonderøve… men det er vel okay når man bor i Texas.

Denne film er, uanset hvad andre siger, 30 år foran sin tid, hvis ikke mere. Den havde ingen ekstravagante effekter, ikke det bedste skuespil og en noget tynd historie. Dog havde den noget som mange nye, og gamle for den sags skyld, slashers ikke har, og som nok er det vigtigste i en film uanset genre: sjæl og atmosfære. Denne film var en milepæl i horrorfilmens historie, og er den bedste af sin slags. Den burde virkelig få noget mere anerkendelse, for den er helt utrolig. Jeg er ikke sikker på om dette er min yndlingsfilm, men den er meget tæt på.