Did you really kill your mama?

Henry: Portrait of a Serial Killer | US | 1986

‘Henry’ er en low-low-budget film, men det kan utroligt nok ikke ses. Man kan heller ikke se at dette er John McNaughtons første film, da alt ved denne film er lige i øjet. Filmens scener er meget lange, hvilket giver det hele en meget dokumentarisk følelse, og skuespillet er en hel del højere end andre film i genren. Der bliver også budt på nogle meget fine udpenslede mord, som nærmest minder om kunstværker, da opstillingerne er utrolig flotte.

Henry virker som en helt normal fyr, med et lorte job og en lorte lejlighed. Men Henry har en meget mørk fortid. Han slog sin mor ihjel, som var prostitueret, fordi hun mishandlede ham og lod ham se på når hun dyrkede sex med sine kunder. Men efter sin fængselsdom er han tilbage i friheden, og bor sammen med sin tidligere fængsleskammerat Otis samt Otis’ søster Becky. Sammen med Otis, dræber Henry et utal af smukke kvinder, uden at blive opdaget. Grunden til at han ikke bliver opdaget er, at han myrde på en ny måde hver gang, så der ikke er noget mønster.

Filmen her er ikke som noget andet, i seriemorder-genren. Den virker ægte, og man føler virkelig med stakkels Henry, som blot er et produkt af sin knapt så venlige mor. Henry: Portrait of a Serial Killer fås i forskellige udgaver, og 2-disc editionen er klart at foretrække. Men hvis du støder på den i din lokale videobiks, uanset udgave, så køb den. Den er alle pengene værd! Selv Martin Scorsese er enig.

Kirkegården præsentere

Hvis du kigger i højre side, vil du se at en ny side er dukket op under Pages. Dette er Cinema Cemetery presents, hvor der vil komme trailers, filmklip og hele film. I øjeblikket er det kun Quentin Tarantinos første film My Best Friend’s Birthday, men der vil senere komme mere. Så hold øje med siden.

Det skal dog lige siges at dette kun er et mindre projekt, og jeg er ikke sikker på om det bliver permanent.

Your ass is grass, and I’m the lawnmower

My Best Friend’s Birthday | US | 1987

Quentin Tarantinos første film, var ikke som mange tror Reservoir Dogs, men derimod My Best Friend’s Birthday. Denne film er dog aldrig blevet udgivet officielt, da store dele af filmen er ødelagt. Dette er pga. af en brand, som brød ud på det laboratorium hvor filmen blev klippet. Det eneste som blev redet var ca. 34 minutter, som så senere er blevet klippet sammen af filmnørder, og derefter blevet udgivet som skumle bootlegs. Disse bootlegs kan findes til rimelige priser på eBay, men da jeg er meget nærig prøvede jeg at finde den på anden vis, hvilket lykkedes.

Filmen er i stil med True Romance, som Tarantino skrev manuskript til. Faktisk er mange af replikkerne i True Romance, overlevelser fra My Best Friend’s Birthday, som f.eks. den besynderlige ‘I would fuck Elvis’-samtale. Men historien er ikke filmens stærke side, dette er måske pga. at store dele mangler, men en god vens dårlige fødselsdag er bare ikke nok til mig. Dog er der blevet plads til en lille kung fu-scene, som tydeligt er stærk inspireret af 70′ernes Bruce Lee-film og som mildest talt er hyllende morsom. Og et andet lille lyspunkt er den formidable replik: ‘Your ass is grass, and I’m the lawnmower’, som jeg finder på højde med ‘I have come here to chew bubblegum and kick ass. And I’m all out of bubblegum’ fra They Live. Men jeg må hellere komme til filmens handling. Mickey har fødselsdag, men hans kæreste er lige gået fra ham, så det højner ikke ligefrem på humøret. Derfor prøver hans bedste ven Clarence, som er dj på den lokale radiostation K-Billy (som flere nok vil kende fra Reservoir Dogs), at give Mickey en fødselsdag han aldrig vil glemme. Det er så desværre her at filmen alt for usammenhængende til at jeg kan følge med mere.

Kameravinklerne er ensformelige, kedelige i længden og man kan godt se at der er langt til hans senere værker. Det eneste som viser at det er en Tarantino-film er dialogen, som samtidig med at være hverdagsagtigt, er besynderlig og til tider uhørt bizar. Man mærker tydeligt at det er hans første forsøg, og filmen er da også mere interessant og seværdig, end god. En rimelig debut, for en som viste sig at være en mester-instruktør. Det ville nok være sjovere at se hele filmen, men det bliver desværre aldrig muligt.

Jeg har samlet HELE filmen - eller hvad der er tilbage af den - og lagt den ud på nettet. Hvis det har nogen interesse, kan den findes her.

You’ve got red on you

Shaun of the Dead | UK | 2004

Jeg er ked af at skrive det, men dette årtis indtil videre bedste zombie-film, er en romantisk komedie fra England. Denne film ville faktisk være en perfekt tøse-film, hvis det ikke lige var for de rådne skabninger, som der gennem filmen bliver flere og flere af.

Zombierne er egentlig Shauns mindste problem, da kæresten er gået fra ham, han arbejder stadig, trods sin forholdsvis høje alder, i en mindre tv-forhandler og han har ikke det bedste forhold til sin stedfar, så man kan vel godt sige at de levende døde, kommer på et lidt trist tidspunkt. Gennem hele filmen prøver stakkels Shaun at løse sine personlige problemer, mens han skal beskytte sig selv og dem han holder af, fra zombiernes sultne munde.

Der er et utal af referencer - bare tag filmens navn - til andre film fra zombie-genren, som f.eks. ‘I’m coming to get you Barbera’ der jo kommer fra George A. Romeros Night of the Living Dead. Og selv om det er en zombi-film er den utrolig sjov, uden at det går ud over zombie-aspektet. I stedet for at se de levende dødes frembrud som et dommedags scenarie, er det hele på et meget hverdagsagtigt plan, hvilket er meget sjældent for en film i den genre.

Shaun of the Dead er en sjov lille film, men den er desværre ikke uhyggelig på noget som helst tidspunkt. Og med mindre det er en italiensk zombie-film, som jo er usædvanlig ulækker i stedet for, så holder det ikke at den ikke er skræmmende. Men pga. humoren og den klassiske holdning til zombiers evner, er den et kig værd. Det er godt at se en modsætning til den nye Dawn of the Dead.

What doesn’t kill you, makes you stronger

Min ven Henrik, som ejer Lidt om film, kom med en god idé. Dette var at skrive om to emner i film, som irriterede os begge gevaldigt. Disse to er opfattelsen og censuren af rygning, samt det stereotypiske syn på prostituerede som i film oftest mishandler deres børn og dem selv. Vi indgik derfor en aftale om at skrive om et emne hver, og vi blev enige om at jeg skulle skrive om rygning, og han om prostitution. Man kan med lidt god vilje kalde dette for et Grindhouse-projekt, og Henriks bidrag kan læses her.

Jeg vil starte med at understrege at jeg ikke ryger, og nok aldrig kommer til det, men alligevel er rygning på film et stort problem for mig. Før i tiden røg alle på film, både husmoren og husmor-morderen, privat-detektiven og den prostituerede, den pæne pige og den sure kælling. Men på det seneste, specielt de sidste 10-12 år, er det blevet en del anderledes.

Rygere bliver nu vist som egoistiske sataner som kun tænker på dem selv, og som bevist og med vilje, udsætter andre menneskers liv for en massiv helbredsmæssig fare. Hele denne Dr. Phil-mentalitet, som konstant vil helliggøre hverdagen og beskytte os mod det onde, er til at brække sig over. Det er i orden med meningsløst vold (som jeg forresten ikke synes der er noget galt med), men ikke at se en person ryge en cigaret.

Det er endda nået så langt nu, at flere store selskaber klør efter at digitalt fjerne alle cigaretter fra gamle klassikere som Casablanca. Det er specielt dette som virkelig ophidser mig. Hvor er den kunstneriske frihed nu blevet af? Eller bare respekten for de eminente mesterværker, som man sjældent ser overgået. Det er endnu ikke bevist at passiv rygning gennem film kan være skadende, og derfor kan jeg ikke finde nogen rationel grund til denne censur.

Grunden til denne forfølgelse af rygere gennem film er for mig en gåde, da der sker ting på det store lærred, som er meget værre end rygning. Det er meget muligt at rygning er usundt, men det er vel folks eget valg. Jeg ønsker ikke at rygning skal forherliges, men blot at der kommer et mere afslappet og neutralt syn på sagen.