Movie Alley

Efter en længere ferie, er jeg nu gået sammen med Henrik, om en fælles blog.

Så fremover vil jeg være at finde på Movie Alley.

Hvor fanden stillede jeg den sidste dukke?

Maniac | US | 1980

Hvem havde dog forudset, at manden som startede med at instruere the Violation of Claudia og Hot Honey (hvilket er to hardcore pornofilm) under navnet Billy Bagg, ville frembringe en så fantastisk lille perle som Maniac? For trods William Lustigs interessante introduktion til filmmediet, så har han sammen med Joe Spinell, faktisk fået brygget en rigtig fed og fascinerende slasher sammen. Men frygt ej, for dette er ikke bare endnu et mandschauvinistisk blodbad, for der er faktisk hele to mandlige ofrer. Så selv den mest hardcore rødstrømpe, kan sagtens sætte sig til rette og trykke på play, uden at blive alt for forarget.

Men selvom Maniac ikke er et mandschauvinistisk blodbad, så er den utvivlsomt et blodbad. Dette er dog ikke den primære grund til filmens høje placering i mit hjerte, blot en understregelse af genrevalget. For mit vedkommende, er det Joe Spinells rolle som den psykisk lidende seriemorder Frank Zito, der virkelig højner filmen. For Frank har det bestemt ikke godt. Det hele startede da han var en lille dreng, hvor hans prostituerede mor, låste ham inde i et skab, hver gang hun havde kunder. Dette har resulteret i en række tvangshandlinger, som de fleste nok ville betegne som bestialske samt en smule perverteret. Han har det nemlig med at jage unge kvinder, gennem New Yorks kolde og mørke gader, gyder og subway-stationer, blot for at dræbe dem og derefter skærer toppen af deres hoved. Når Frank så kommer træt hjem fra sådan en menneskejagt, vælger han at påsætte de hjembragte skalpe på sine mannequin-dukker, mens han fører samtaler med sin mor… som forresten er afgået ved døden. Ja, Frank ville være en guldmine for en hvis tv-psykolog (ingen nævnt, ingen glemt).

Samtlige effekter i Maniac, er smukt udført af Tom Savini og Rob Bottins. Deres arbejde har resulteret i nok det mest makabre hovedskud, nogensinde nedfældet på film. Dette er et yderst velplaceret shotgun-skud, som rammer midt i en stakkels ung mands (som spilles af Savini selv) hjælpeløse ansigt. Dette skud formår da også at rive hovedet helt af, mens blod og hjernerester jævnt fordeles i luften omkring. Alt dette vises selvfølgelig i det pureste slowmotion, hvilket virkelig er med til at understrege skuddets virkning.

Selvom Maniac lider under for overspil, svage biroller og gentagende samt uforståelige kritiske bemærkninger fra diverse filmanmeldere, så er der ingen tvivl om at Maniac er en af 80′ernes helt store horror fortællinger. Blot Joe Spinells brillante skuespil alene, burde være grund nok til at se denne vamle slasher, men samtidig får man Tom Savinis effekter plus til tider dybe karakterer. En klassiker på højde med de helt store i genren.

It’s only a movie…

the Last House on the Left | US | 1972

Wes Craven er en af Hollywoods tunge drenge når det gælder horror, og hans cv strækker sig over mange mere eller mindre vellykket film. For mange, er det nok den spøgelsesklædte morder i Scream eller pizza-ansigtet i the Nightmare on Elm Street, man husker ham for. Men for mig, skiller specielt en film sig ud fra mængden, nemlig the Last House on the Left. Selvom effekterne langt fra kan hamle op med nutidens tildens til overdrivelse, så har filmen en så ubehagelig følelse af ægthed, at det halve kunne være nok.

Historien har Wes ganske enkelt taget fra Ingmar Bergmans Jungfrukällan, hvor en stakkels bondepige bliver voldtaget og dræbt af nogle slemme mænd, som derefter søger ly hos forældrene til pigen. Men faderen er ikke just henrykt, da han opdager de fremmedes ugerning, og vælger at tage en grusom hævn. Den er dog lidt ændret i Wes’ remake, hvor 17 årige Mari og hendes veninde Phyllis er på vej til en koncert, da de støder på sadisten Krug samt hans slæng af ligesindede psykopater. Krug & co. vælger at kidnappe pigerne, voldtage og dræbe dem, for derefter at nasse husly og mad af, hvad der viser sig at være Maris mor og far. Da det går op for Maris forældre hvad der er hændt deres datter, vælger de at tage sagen i egen hånd, og dræbe deres datters mordere, en efter en, på brutal og blodig vis.

the Last House on the Left er en genrens helt store mesterværker. Den er utrolig ubehagelig, hvilket bestemt ikke er kritik. Alle som bare har den mindste interesse for horrorfilm, burde smække denne film i maskinen og nyde turen. Men så kommer spørgsmålet jo, om det er Wes Cravens bedste film til dato? Det er selvfølgeligt et meget subjektivt spørgsmål, men for mig er svaret ganske enkelt: Ja.

Lidt af hvert

Endnu et link pryder nu sidens menu. Denne gang er det Horrorsiden, hvilket er en ny dansk blog om (du har nok regnet det ud) horror i alle afskygninger. Siden ser meget lovende ud, og der skulle vidst også være plads til alle som har lyst til at skrive om det mørke og dystre.

Og så er Cinema Cemetery presents online igen, efter nogle problemer med hosten. Nu med et mindre face-lift.

I gave him life

Re-Animator | US | 1985

Jeg må hellere krybe til korset med det samme, og indrømme at jeg ikke har fået set Re-Animator før den ankom med posten for en uges tid siden. Til gengæld havde jeg kun hørt godt om den… rigtig godt faktisk! Så det var med stor glæde da den store Anchor Bay pap boks, med dertil hørerne tusch formet som en sprøjte, lå i mine hænder.

Men da jeg fik pakket den op og sat filmen i maskinen, var det ikke det store brag som jeg havde regnet med. Måske pga. af for høje forventninger, men filmen er jo blevet kaldt en milepæl, så kan man have for høje forventninger? Den er bestemt ikke dårlig, men jeg havde regnet med en film på højde med the Return of the Living Dead, hvilket den bestemt ikke var. Det er meget vigtigt at jeg ikke bliver misfortolket eller misforstået, da jeg synes at Re-Animator er en fed film samt solid underholdning, men den er blevet blæst for meget op efter min mening.

Historien er dejlig simpel. En medicinstuderende er besat af tanken om at genoplive, eller re-animere, folk, og dermed eliminere hjernedøden. Det lykkes da også, ved hjælp af en meget grøn væske, som blot skal indsprøjtes i kadaveret. Desværre har de levende døde det med at være en smule aggressive, og ikke helt så medgørlige som man kunne håbe på. Det udvikler sig selvfølge hurtigt til et blodbad tilsat en noget sort humor, hvilket jo burde glæde de fleste fans af genren.

Re-Animator er som sagt en fed film, men jeg havde regnet med mere. Den er bestemt et kig værd for alle som bare har den mindste trang til blod, død og ødelæggelse. Men se den og bedøm selv.